20’erne – Forvirrende og fantastiske

I går snakkede jeg i telefon med en god veninde. Hun fortalte mig, at hun var gravid. Det er så dejligt for hende og hendes kæreste og jeg er så glad på deres vegne. I forlængelse af dette, kom vi til at snakke om, hvor stort et skel, der egentlig kan være mellem os i 20’erne. Nogle er i gang med at stifte familie og starte karrierer, når de er 24 år imens andre på samme alder slet ikke ved, hvad de vil bruge deres liv på og måske i det hele taget, hvem de selv er (læs: mig). Det er derfor jeg synes, at 20’erne er så forvirrende og skræmmende nogle gange. Fordi man har veninder og bekendte på samme alder, som man føler er mere afklarede ift., hvad de vil og som har styr på deres shit!

Jeg er nået den alder, hvor jeg egentlig kunne sidde med en lille bebs over skulderen, men samtidig også den alder, hvor jeg kan tillade mig at rende fuld rundt i Københavns natteliv og bruge undskyldningen ”Jeg er ung!”. Jeg tænker ofte over, hvor imponerende og vildt det er, at dem på min egen alder føler sig klar til familielivet og i det hele taget ”voksenlivet”.  Selv føler jeg mig så langt fra klar. Imens bliver min Facebook i stigende grad fyldt med statusopdateringer om forlovelser og babybilleder. Dette kan virke underligt, skræmmende og til tider lidt irriterende, når det f.eks. er dem, jeg har gået i gymnasium med. Og det er egentlig ikke fordi, jeg misunder dem. Jeg bliver rigtig glad på deres vegne, og samtidig er jeg rigtig glad for, at jeg har valgt at vente med disse ting. Jeg kunne måske have boet sammen med min eks nu, haft tanker om børn og den slags, men det var bare overhovedet ikke det rigtige for mig og måske en af grundene til, at det ikke skulle være os. Jeg føler, at det er hårdt at melde ud, men det var sådan, jeg havde det, og i øvrigt sådan jeg stadig har det.

Men derfor skaber det stadig en vis nervøsitet og stress i mig, når jeg ser, hvordan andre er så afklarede (sådan ser det i hvert fald ud), og Facebook boomer med hashtags som #nårtoblivertiltre. Netop fordi, jeg selv slet ikke er der endnu. Tankerne ”Vil jeg nogensinde nå dertil?” og ”Hvorfor har jeg ikke lyst til dette endnu?” begynder at rumstere i mit hoved. Og i virkeligheden er det nogle dumme tanker, for vi er jo alle bare forskellige. Måske er det egentlig også det fantastiske ved 20’erne. Nogle bliver klar til at flytte sammen med kæresten før andre, nogle vil hellere bo alene, andre er klar til at få børn efter fem måneder, og andre vil slet ikke have børn. Lige så forvirrende og skræmmende det kan være, at vi kan være så vidt forskellige steder i vores liv i de famøse 20’ere, ligeså fantastisk er det måske egentlig også.

Så min konklusion er nok, at det er svært at lade være med at spejle sig i sine jævnaldrende og sammenligne sit eget liv med deres. Men det er dumt, når vi nu er så forskellige i disse år. Måske er det sådan i alle aldre, men det ved jeg jo ikke så meget om endnu… I hvert fald er 20’erne en fantastisk tid, hvor der er diversitet og plads til alle. Så længe man står ved sig selv, sine følelser og den, man er! Selvom det nogle gange kan være ”lidt” svært…