Lorteugen

giphy (1).gif

Fuuuuuuck en lorteuge! Jeg har virkelig haft en off-uge med minus overskud, max irritabelhed og en overfølsomhed, som har været helt ekstrem (og nej, det er ikke den tid på måneden). Derfor tog jeg også lige en pause fra bl.a. bloggen, face og andre sociale medier – dog ikke Jodel. Jodel er altid god, hvis man er i dårligt humør. Man er aldrig alene på Jodel haha.

Men jeg har nu tænkt en del over, hvad pokker det er, der har gjort mig så ude af balance i den her uge, men er stadig lidt i tvivl. Jeg er dog kommet frem til, at det til dels kan skyldes et søvnunderskud og måske en smule stress ift. arbejdet. Jeg har fået fuldtid i en måned på skolen, hvilket jeg er sindssygt glad for, men arbejdet kan være lidt hårdt til tider, da jeg er blevet fast i en specialklasse med elever, som har en del sociale og faglige udfordringer. Derudover skal jeg nok også lige vænne mig til at skulle liiidt tidligere op om morgenen. I mine frokostpauser har jeg gået en tur i stedet for at sætte mig på lærerværelset med mine kollegaer, fordi jeg egentlig ikke gad snakke med nogen og fordi, jeg bare havde brug for RO!! I går var jeg på arbejde i butikken, og shit det var en lang og sej dag med kunder, som opførte sig som om, de alle var konger af Hellerup! Jeg tog mig selv flere gange i at tænke: Jeg siger op, jeg kan ikke mere nu! Da jeg endelig havde fri, havde fået lavet lidt aftensmad i form af tre sølle rugbrødsmadder og fået grædt ud til min far i telefonen var kl. syv om aftenen og jeg kunne pludselig mærke en ro i min krop. De negative og pessimistiske tanker begyndte så småt at forsvinde og positive tanker tog over. Jeg begyndte at glæde mig til en ny uge med de søde børn på skolen, begyndte at glæde mig til min date på fredag og jeg kunne pludselig grine af Friends igen og nyde de små dumme, men sjove jokes.

I dag er det så søndag og jeg har fri. Hallelujah! Dagen skal gå med vasketøj, en laaang løbetur eller gåtur (alt efter, hvad jeg orker) og en god film. Det lyder egentlig lidt kedeligt måske, men jeg glæder mig alligevel, fordi jeg har tid OG overskud i dag! Jeg håber også, at i har en god søndag derude og har tid til at få ladet batterierne op til en ny uge 🙂

Advertisements

Så er det mandag

Nå, gæt hvem jeg drømte om i nat… Min eks. Lige hvad jeg havde brug for. I går endte faktisk med at blive en rigtig god søndag, hvor jeg fik set min søde veninde og senere fik jeg besøg af min morfar og søster (eller som jeg kalder dem: Moffe og bætte). Men her til morgen er jeg godt nok lidt trist igen. Lige da jeg vågnede, kunne jeg med det samme mærke savnet og ensomheden. Jeg kom hurtig i tanke om min drøm i nat og den underlige følelse af at have mærket hans tilstedeværelse igen på en eller anden måde. Jeg hader det, for det tager mig direkte tilbage til sorgen og savnet. Sorgen over at have mistet en, som var en så stor del af mit liv. Dernæst er der følelsen af ensomhed. Følelsen af at man engang var to, nu er man én og helt alene i sin kolde seng. Og så har jeg tilmed også virkelig ondt i ryggen, så jeg hverken kan kigge til min højre eller venstre uden at klynke. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken dag på ugen det er i dag. Jeg burde egentlig bare stå op, for så kommer jeg i gang med dagen og det bliver sværere at dyrke de negative følelser. Men lige nu har jeg lidt for ondt af mig selv og vil bare have lov til at dvæle ved mine kærestesorger og rygsmerter og fælde en lille tåre.  

Hvor lang tid skal der gå?

Øv.. jeg synes godt nok, at jeg har tænkt en del på min eks i denne weekend. Lørdag lå jeg hele dagen med tømmermænd, hvilket jo heller ikke hjælper særligt meget på det. Især ikke, når jeg også tænkte på, hvor hyggeligt det altid var at have tømmermænd sammen med ham. I dag føler jeg mig utrolig rastløs og har indtil videre ingen planer på denne grå søndag. Så jeg føler det hele er lidt øv i dag. Samtidig irriterer det mig gevaldigt meget, at jeg stadig kan dvæle ved forholdet, når det er over et år siden, at vi slog op. Hvor lang tid skal der fucking gå?!? Men når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg havde det for ca. et halvt år siden, så er jeg alligevel kommet en del videre. For et halvt år siden, gik der næsten ikke en dag, hvor jeg ikke græd fordi jeg savnede ham så forbandet meget. Og hver eneste dag tvivlede jeg på min beslutning og havde bare lyst til at løbe tilbage til ham og kaste mig i hans arme. Disse dage findes stadig, men heldigvis ikke så ofte. Jeg har næsten også lært at acceptere min beslutning og fundet en ro igen og en tro på, at det hele nok skal gå på en eller anden måde – selvom vi ikke er sammen. Men lige i denne weekend, er troen en smule svær at finde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor hyggeligt det ville være lige nu, hvis vi havde denne søndag sammen. Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvad han mon laver i dag. Derudover er der så mange ting, der minder mig om ham. Når solen skinner, minder det mig om dengang, jeg blev forelsket i ham og når det regner, minder det mig også om ham, og savnet tager til. Jeg har lige købt en håndsæbe, hvor duften tager mig tilbage til den gang, vi var nyforelskede. Selv duften af jordbær, får mig til at tænke på ham – for ikke at nævne utallige sange i radioen, jeg sommetider må slukke for, fordi de kommer lidt for tæt på. Det er så åndssvagt.. Og alligevel ikke. Egentlig burde jeg være taknemmelig for, at mit første forhold var noget særligt. At han var noget helt specielt. Og at vi, trods de svære tider, havde det godt sammen og i hvert fald ville hinanden det godt. At tænke sådan gør mig glad, og så alligevel lidt trist, da det alt sammen er i fortiden. Men sådan er det. Jeg kan heller ikke gå i gennem livet uden kærestesorger. Det ville fandeme være for nemt sluppet. Men kæft, det kan være hårdt nogle gange!

Tankestrømme kl. 20 min. over sengetid

Burde virkelig sove nu, jeg bliver sikkert mega træt i morgen, jeg får slet ikke nok søvn her for tiden, jeg kunne måske melde mig syg, men jeg har jo brug for pengene, jeg skal huske den regning fra Telenor, bare der ikke allerede ligger en rykker i postkassen, jeg skal også til at tømme den postkasse noget oftere, hvorfor har jeg aldrig styr på sådan nogle ting?, det er ligesom min e-boks, mor har jo ret, jeg burde jo læse de breve, jeg får tilsendt derinde, tur med 1. klasserne i morgen, det bliver sikkert hektisk, og møde kl. 7.30, jeg burde måske melde mig syg, jeg skal også huske at ringe til lægen, og svare på den der besked, øv jeg kan ikke sove, måske jeg skulle læse en bog, men hvilken bog?, jeg trækker godt nok også vejret hurtigt, og mit hjerte hamrer jo derud af, hvad nu hvis, jeg er ved at få stress?, hvad var det for en lyd?, der er godt nok også mørkt her, gid jeg ikke lå alene lige nu, jeg er også sulten nu, men jeg har jo heller ikke spist noget slik efter aftensmaden, det har godt nok også været en lang dag i dag, jeg håber, at jeg får en god løn næste måned, shit jeg har glemt at svare Julie, nå det må jeg gøre i morgen, den her måned er lidt kedelig, kedelig nok til at jeg burde kunne falde i søvn i hvert fald, hold kæft hvor jeg tænker meget…… Måske jeg skulle høre den der soveapp…..

Fed fredag

Århhh hvor er jeg træt af mig selv lige nu. Det er fredag, og jeg har med vilje ikke lavet planer i aften, da jeg har brug for at slappe lidt af efter en travl uge. Det fortryder jeg lidt nu. Jeg har lige set X Factor og spist en hel pizza – alt for hurtigt. Nu har jeg det virkelig dårligt og ærgrer mig over, at jeg ikke lod de to sidste stykker ligge. Nå, fuck det! Forhåbentlig får jeg det bedre om lidt. Men imens jeg sidder og føler mig ret så tyk og klam, skal jeg da lige gå ind på diverse blogs, så jeg kan kommentere lidt hist og her og gøre opmærksom på min egen mega fantastiske blog – Dårlig idé. 50 % af de blogs jeg støder på i aften indeholder diverse billeder af smukke modeller/bloggere (kald det, hvad i vil), som flasher deres smukke kroppe og dyre accessories. Den anden halvdel omhandler træning eller boligindretning. Jeg undskylder på forhånd lige for det sure opstød, men: JEG ORKER DET IKKE!!! Og jajaja, jeg er da bare en sur mokke, som ikke vil se andre blomstre, fordi jeg er træt og irriteret på mig selv, men i det mindste står jeg ved det. Det giver mig sgu mindreværdskomplekser alt det der perfekthed. Jeg kan ikke holde det ud og jeg gider ikke at læse om, at de ikke har været ude at løbe i tre dage (OMG!), når jeg sidder og føler mig klam efter min pizza, som jeg i øvrigt slet ikke har råd til med minus 400 kr. på kontoen.

Så her sidder jeg, lidt bitter, alene og føler mig mega nederen, mens alle andre sikkert er ude at more og fulde sig. Sikke en party starter!

Ps. Jeg har stadig kvalme efter min pizza…  

20’erne – Forvirrende og fantastiske

Billedresultat for friends the one with george stephanopoulos gif

I går snakkede jeg i telefon med en god veninde. Hun fortalte mig, at hun var gravid. Det er så dejligt for hende og hendes kæreste og jeg er så glad på deres vegne. I forlængelse af dette, kom vi til at snakke om, hvor stort et skel, der egentlig kan være mellem os i 20’erne. Nogle er i gang med at stifte familie og starte karrierer, når de er 24 år imens andre på samme alder slet ikke ved, hvad de vil bruge deres liv på og måske i det hele taget, hvem de selv er (læs: mig). Det er derfor jeg synes, at 20’erne er så forvirrende og skræmmende nogle gange. Fordi man har veninder og bekendte på samme alder, som man føler er mere afklarede ift., hvad de vil og som har styr på deres shit!

Jeg er nået den alder, hvor jeg egentlig kunne sidde med en lille bebs over skulderen, men samtidig også den alder, hvor jeg kan tillade mig at rende fuld rundt i Københavns natteliv og bruge undskyldningen ”Jeg er ung!”. Jeg tænker ofte over, hvor imponerende og vildt det er, at dem på min egen alder føler sig klar til familielivet og i det hele taget ”voksenlivet”.  Selv føler jeg mig så langt fra klar. Imens bliver min Facebook i stigende grad fyldt med statusopdateringer om forlovelser og babybilleder. Dette kan virke underligt, skræmmende og til tider lidt irriterende, når det f.eks. er dem, jeg har gået i gymnasium med. Og det er egentlig ikke fordi, jeg misunder dem. Jeg bliver rigtig glad på deres vegne, og samtidig er jeg rigtig glad for, at jeg har valgt at vente med disse ting. Jeg kunne måske have boet sammen med min eks nu, haft tanker om børn og den slags, men det var bare overhovedet ikke det rigtige for mig og måske en af grundene til, at det ikke skulle være os. Jeg føler, at det er hårdt at melde ud, men det var sådan, jeg havde det, og i øvrigt sådan jeg stadig har det.

Men derfor skaber det stadig en vis nervøsitet og stress i mig, når jeg ser, hvordan andre er så afklarede (sådan ser det i hvert fald ud), og Facebook boomer med hashtags som #nårtoblivertiltre. Netop fordi, jeg selv slet ikke er der endnu. Tankerne ”Vil jeg nogensinde nå dertil?” og ”Hvorfor har jeg ikke lyst til dette endnu?” begynder at rumstere i mit hoved. Og i virkeligheden er det nogle dumme tanker, for vi er jo alle bare forskellige. Måske er det egentlig også det fantastiske ved 20’erne. Nogle bliver klar til at flytte sammen med kæresten før andre, nogle vil hellere bo alene, andre er klar til at få børn efter fem måneder, og andre vil slet ikke have børn. Lige så forvirrende og skræmmende det kan være, at vi kan være så vidt forskellige steder i vores liv i de famøse 20’ere, ligeså fantastisk er det måske egentlig også.

Så min konklusion er nok, at det er svært at lade være med at spejle sig i sine jævnaldrende og sammenligne sit eget liv med deres. Men det er dumt, når vi nu er så forskellige i disse år. Måske er det sådan i alle aldre, men det ved jeg jo ikke så meget om endnu… I hvert fald er 20’erne en fantastisk tid, hvor der er diversitet og plads til alle. Så længe man står ved sig selv, sine følelser og den, man er! Selvom det nogle gange kan være ”lidt” svært…

Kan man elske en fremmed?

Jeg har haft ét rigtigt forhold i mine 24 år. Forholdet varede i 3,5 år, og det var min store kærlighed. Og ja, det er store ord, men det var det altså! Jeg håber virkelig, at jeg en dag kan finde det samme igen. Selvom jeg ikke rigtig tror på det. Sørgeligt ja. Men jeg er stadig ikke kommet mig fuldstændig over bruddet, så jeg bliver forhåbentlig klogere, og jeg er jo ung (som alle over 40 siger til mig…). Grunden til at vi slog op var nok fordi, jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg ville, og vi havde da også vores skænderier. I bund og grund havde jeg brug for at være alene. Men det er svært at finde ud af og samtidig acceptere, når man stadig elsker personen. Og selvom jeg kan mærke, at det er godt for mig at være lidt alene, så går der stadig ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på ham og savner ham.

Lige nu sidder jeg på Facebook og gik lige hurtigt ind og tjekkede hans profil. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gør det, for jeg får jo intet ud af det. Jeg kigger lidt på hans profilbillede og går så tilbage til min newsfeed. Det er ren følelses-tortur og det ved jeg jo egentlig godt. Men jeg kan ikke altid lade være. Og lad os lige blive enige om, at Facebook er en bitch! På mange måder, men især ift. ekskærester, fordi man kan følge med i lidt for meget derinde. Jeg burde egentlig slette ham som ven, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg synes også, at det er rart at se, at han stadig har det godt. Men det får mig ofte til at tænke på, hvor underligt det hele er. Hvor underligt det er, at man har haft alt med den her person. Man har delt ALT. Han ved alt om en. Eller gjorde – og jeg hader den tanke. Mest fordi jeg kommer til at tænke på, hvor meget jeg egentlig har mistet. Hvordan kan en, som var så tæt på pludselig være så fremmed? Før var man alt for hinanden, og nu er man ingenting. Nogle gange har jeg det som om, at det hele bare var en drøm. At ”vi” aldrig har eksisteret, fordi det pludselig føles så fjernt. Men jeg ser det i hvert fald, som et godt tegn, at jeg føler, at han er ved at blive fremmed, for man kan vel ikke elske en fremmed person?

Godt nytår!!

Et nyt år er begyndt. Jeg havde en skøn nytårsaften sammen med mine dejlige venner. Festen varede til kl. 8 om morgenen og derefter var det op på arbejde kl. 14 og 8 timer frem, hvilket var liiiidt stramt, men det gik! Nytår er skønt og jeg elsker virkelig den stemning, der er nytårsaften. Alle virker så glade, optimistiske og lykkelige. Som om alle ved, at det her bare bliver DERES år! Denne helt specielle stemning er det, jeg elsker allermest ved nytåret.

En ting, jeg dog ikke er så begejstret for ved det nye år er den stræben efter at ændre på sig selv. Mere træning og en sundere livstil er f.eks. ofte et populært nytårsforsæt og vi bliver bombarderet med blogs og artikler med gode råd ift. madplaner, detox-kure, et større vægttab osv. CHRIST ALTSÅ!! Selvfølgelig er der altid noget, man kan ændre til det bedre og det er også en god idé at leve sundt, men jeg synes altså også, det bliver SÅ FORBANDET trættende hvert år at blive mindet om, at man egentlig kunne gøre det bedre. Vi kan træne mere, spise sundere, få udrettet mere i vores liv osv. osv. Der er så mange ting, vi kan gøre for at blive en bedre udgave af os selv. Facebook smider om sig med artikler omkring motion og en sundere livstil i det nye år og denne måneds udgave af Woman indeholder et makeover-tema på hele 21 sider!! Temaer såsom ”Sådan forvandler du dine bryster” og ”Sådan forvandler du dit ansigt”. COME ON!!! Hvorfor skal vi altid ændre os? Det kunne være så skønt, hvis vi kunne sige: Jeg er god nok, som jeg er. Selv med den ekstra delle på maven eller den lidt dovne attitude. Men det er fandeme også svært, når man ser så meget lort rundt omkring i medierne, såsom artikler med overskriften ”Spis dig slank i det nye år”, for ikke at nævne reklamer på diverse bustoppesteder med nytårstilbud på fitnessabonnementer ledsaget af en svedende toptrænet kvindekrop. Måske er det bare mig, men jeg siger: Lad os nu få fred! Måske skulle ens nytårsforsæt hellere være, at forblive den man er. For sandheden er, at vi nok altid vil have den ekstra delle på maven eller være hende, som ender med at bruge hele fridagen på sofaen i stedet for at udrette et nyt og spændende projekt. Og sådan er det! Så jeg synes, at vi skal hjælpe hinanden med at stå ved os selv, være stolte af os selv og håbe på, at vi forbliver vores skønne Jeg i 2017. Dette skal være mit nytårsforsæt!

Og så rigtig godt nytår 🙂